HVORFOR TAGE PÅ INTERRAIL MED KILROY?

Interrail er tilbage - og Europa er også tilbage! Med bevidstheden om klimaudfordringerne i én hånd, og nysgerrighed i den anden, tror vi på, at Interrail er den perfekte måde at opleve Europa på. Og Europa er ikke blot Europa. Der er masser af mere eller mindre ukendte steder, der alle bestemt er et besøg værd. I Balkan, i det østligste af Østeuropa, i Nordspanien. Ja, selv i Skandinavien. Og der kommer meget mere. Udforsk disse steder, mød det uforudsete, kom ‘backstage’ på nogle fantastiske destinationer. Undgå de steder, der kæmper med overturisme. Søg den lokale vibe.

I den forbindelse har vi kogt nogle inspirerende ruter sammen, som skal forsøge at åbne øjnene for det mere ukendte Europa. Tag dem for det de er; idéer og inspiration. Idéer du kan have i baghovedet, når du selv skal finde vej. Og når du skal skabe din egen rejse.

I de gyldne 80’ere, var KILROY indbegrebet af Interrail. Interrail & KILROY rimede på frihed, på at rejse ud med et åbent sind, både hvad angår tid, rute og måde. Hundredetusinder af unge unikke rejsende valfartede til alle afkroge af Europa. De så de ting, de ikke forventede. Mødte andre rejsende. Mødte de lokale. Blev forelskede. Og på den måde var Interrail et definerende øjeblik for mange. Det var den Europæiske fødsel af den uafhængige rejsende.

Det var før at flyene gjorde verden endnu mindre, og overtog som det førende transportmiddel, når man skulle på eventyr. Vi kan desværre ikke strække Interrail, så det dækker hele vores blå planet. Til nogle destinationer er man nødt til at flyve. Men det kan klare opgaven i Europa, og Interrail som koncept er forbundet med vores DNA, og det omfavner lige nøjagtig dét, vi bekymrer os om, når vi inspirerer andre rejsende til at rejse ud på eventyr.

Det er tid til at udforske Europa igen. Med Interrail. Sæt kurs direkte ind i hjertet af det eksotiske i nærheden.

HVAD ER INTERRAIL?

Interrail er et togpas og en fleksibel måde at rejse rundt i Europa. Med togforbindelser til mere end 40.000 destinationer i 31 lande, er mulighederne for at skabe dit eget unikke eventyr nærmest uendelige. Det globale Interrail-pas giver adgang til et gigantisk tog-netværk i Europa, næsten uden undtagelser. Selvom tog-passet gælder langt de fleste togstrækninger i Europa, er der dog stadig et par stykker, der kræver yderligere betaling, ligesom der er enkelte ruter, der kræver reservation i forvejen.  

HVAD ER OVERTURISME?

Turismeindustrien generelt vokser år for år. Og turister har en tendens til at besøge de samme steder. Det skaber flaskehalse og overturisme. Påvirkningen på lokalmiljøet kan være stor. Barcelona og Venedig er eksempler på byer, der kæmper med at finde en balance mellem at være en turistdestination, en attraktiv by at besøge og ikke mindst en attraktiv by at bo i for de lokale.  

Turisme kan også have positiv indflydelse på lokaløkonomien og på livskvaliteten. Men mange lokale er begyndt at stille spørgsmålstegn ved masseturismen, og den indvirkning det har på dem til hverdag.

Når vi rejser, har vores oplevelser og de lokale vi møder, ofte en stor indflydelse på vores samlede billede af rejsen. Så hvis de lokale ikke er glade for det liv, de lever - i det lokalmiljø, de bor i (lettere forsimplet, sandt) - så er det ikke et sted, som de rejsende vil nyde at besøge. Derfor er vi nødt til at finde en balance.

Der ligger et kæmpe arbejde forude, og nogle byer er allerede godt i gang med at tage hånd om udfordringen. København for eksempel. Med de fine lokalplaner for de forskellige nabolag i byen. Men et rejseselskab som KILROY, og en rejsende som dig, kan også være en aktiv del af løsningen.