BALKAN-EKSPRESSEN

Interrail gennem hjertet af Balkan. Med faldefærdige huse, passionerede mennesker, vilde fortællinger og en historie, der både fascinerer og skræmmer, vil Balkan gøre indtryk og vække din nysgerrighed.

Stå af toget via det knirkende trinbræt, lej en cykel og bevæg dig af sted gennem bjergenes hårnålesving, mens du på samme tid oplever nedslidte landsbyer og grøftens farverige og vilde flora. Hæng ud med de passionerede lokale på en café på en åben plads fra 1800-tallet, mens du nyder en af de lokale specialiteter. Kast dig ud i en omgang rafting ned ad vilde floder omgivet af endnu vildere bjerge. Hop fra ø til ø, og opdag de smukke skjulte bugter omsluttet af det smukke, turkise hav.     

Balkan er Europa, men har samtidig et strejf af det ukendte, en snert af fortiden og en følelse af en ny begyndelse – og selvom det ikke er langt hjemmefra, er Balkan stadig vildt og uudforsket for langt de fleste. En rejse gennem Balkan er en rejse for dem med åbent og nysgerrigt sind, og som samtidig har en forkærlighed for æstetik, der er langt over sidste salgsdato. Når du rejser med tog og bus gennem Balkan, vil du møde lokale og opleve steder, som du aldrig ville have gjort, hvis du var fløjet.

Rejseforslag:

Ljubljana – Bled (Bohinj – Soca) -  Zagreb – Split ( med bus) - Mostar – Sarajevo - Banja Luka ( med bus) - Zagreb

interrail gennem balkan

 Varighed: 3-4 uger 

 Du besøger: Slovenien, Kroatien, Bosnien-Hercegovina, Serbien. 

Anbefalet Interrailbillet: 15 dage på 2 måneder

Oplevelser på ruten

Bled, Slovenien  - Det perfekte sted for de eventyrlystne!

Kør på mountainbike gennem dybe dale, langs bjerglandskaber og gennem små landsbyer, eller tag på en guidet tur dybt ind i skoven og rapel ned gennem iskolde vandfald. Trek gennem bjergpas, og få en helt fantastisk udsigt undervejs. Og hvis du kan lide at flyve, kan vi anbefale tandem-paragliding tværs over de smukke dale som en sen eftermiddags-oplevelse.

Lake Bled i Slovenien har den smukkeste natur

Fra Bled kan du fortsætte med tog til Bohinj-søen. Herfra fragter specialtog biler gennem kløfter og tunneller til Soca-dalen. Soca-floden, med det indbydende turkise vand, er et af de bedste steder i Europa at riverrafte. I Soca-dalen fandt nogle af de mest intense slag under 1. Verdenskrig i øvrigt sted, og selvom fortiden er barsk, så er området helt fantastisk smukt – så hvis du er til idyllisk afslapning, er du kommet til det rette sted.

Zagreb, Kroatien - Storslået, centraleuropæisk nostalgi!

Selvom byen er en metropol, har Zagreb en afslappet livsstil sammenlignet med andre europæiske metropoler. Turisme er en stigende udfordring for mange byer rundt om i verden, og mange steder bliver der arbejdet i kulissen på, hvordan der kan skabes en bæredygtig balance. Barcelona og Venedig er skrækeksempler på byer med overturisme. Her er Zagreb slet ikke!

oplev sommeren i zagreb i kroatien

Her kan du hænge ud på storslåede og historiske gamle pladser, eller nyde en solrig eftermiddag på Mirogo-kirkegården.Spis dig vej gennem Balkankøkkenet og udforsk Dolac-markedet, hvor lokalt producerede specialiteter som honning, vilde bær, olivenolie og grøntsager kan få selv den mest inkarnerede foodie til at savle.

Ø-hop i havet ud for Split, Kroatien

Mere end 700 øer, hvoraf kun 50 af dem er beboede, er med til at danne en af Europas smukkeste ø-grupper. Med Split som udgangspunkt, kan du besøge flere af disse øer efter en kort sejltur. Split var i mange århundreder en vigtig søhandelsby, der var vel forbundet med andre vigtige storbyer i Romerriget. I dag kan Split godt være overrendt af turister om sommeren, men på de mange øer, er der masser af dejlige steder, der stadig føles lettere uberørte. Blandt disse øer er Lastovo, der kan nås med færge fra enten Split eller Dubrovnik, samt den nærliggende Korcula.

tag på øhop i kroatien

På de stille dage er vandet spejlblankt, og med masser af små bugter, kan du nemt finde et afsides sted, som du kan have mere eller mindre for dig selv. Lej en cykel og udforsk øerne, lad dig flyde gennem olivenlunde og forbi fiskerlandsbyer, hvor du kan nyde en lokal og friskfanget frokostanretning. Nogle af øerne er afslappede, og så er der øer som Hvar, der både byder på afslapning men i høj grad også er kendt for at huse nogle vilde fester!

Split til Mostar, Kroatien til Bosnien - En busrejse med smag for lokale anretninger

Selvom Balkanlandene går meget op i at benytte lokalt producerede ingredienser i madlavningen, er man ikke ligefrem first-movers hvad angår bæredygtig mad. På disse kanter hersker der nemlig stor kærlighed for kød, meget kød! – især når det grilles under åben himmel. Du finder masser af restauranter langs de snørklede veje i Bosnien, og det er både et oplagt sted at smage det autentiske bosniske køkken ligeså vel som at snakke med de lokale.

mostar i bosnien er et must på dit interrail

Det er en vanvittig smuk bustur fra Split til Mostar, og en glimrende måde at kombinere fantastisk natur med lokale oplevelser. Mange busser stopper ind ved de hyggelige vejside-restauranter, og nøjagtig som med togrejser, er det en god anledning til at lære nye mennesker at kende.

Banja Luka – et strejf af historie i et opdelt Bosnien

Du kan simpelthen ikke udforske Balkan uden at stå ansigt til ansigt med regionens barske historie og den etniske opdeling mellem befolkningsgrupperne. Krigen er for længst slut og livet går videre, men der hersker stadig en skarp opdeling af etniske grupper i det daglige liv i Bosnien. Banja Luka er en autonom serbisk by, beliggende inden for Bosniens grænser, og det er et glimrende sted at få et indblik i det moderne Balkan og regionens historie.

Oplev floden vrbas i bosnien

Banja Luka er delt af floden Vrbas. En vild flod - og i øvrigt et godt sted, hvis du vil riverrafte. Her finder du desuden masser af caféer langs flodens bredder. Fra Banja Luka kan du begive dig ud på en smuk rejse gennem Vrbas-kløften til den gamle by, Jajce.

Bemærk:

Denne rute krydser grænsen mellem Kroatien og Bosnien og igen tilbage mellem Bosnien og Kroatien. Bosniens tognetværk er dog ikke forbundet med Kroatiens (på grund af gamle konflikter), og derfor har vi anbefalet, at du rejser med bus fra Split til Mostar og fra Banja Luka tilbage til Zagreb. Busrejserne er billige, klimavenlige, fyldt med lokale oplevelser og så er ruterne utrolig smukke.

KØB DIN INTERRAILBILLET